Figur 1 Studietegning fra Den Klassiske Tegneskole	Figur 2

Visuel billedanalyse af græsk relief.
Rytme i billedhuggerkunsten.
Eksemplet her er taget fra en studietegning af en metope (firkantet relief fra dorisk tempel) fra den græske samling på Ny Carlsberg Glyptotek. Baggrundshistorien om relieffet er ukendt og betegnes indtil andet materiale fremkommer som et bevinget fabelvæsen.

Blikket på figuren er konfronterende med beskuerens. Kroppens stilling er løbende eller breakdans agtig. Den venstre underarm går skråt op, mens hånden åbner sig til en slags hilsen. Den anden arm hænger løst ned som et pendul, - modsat den anden hånd er denne lukket, armen virker derfor tung, hængende nedad imod underbenets skråretning, der har retning imod knæet og det stabiliserende vandrette grundplan. Fra knæets punkt sendes vi via retningen i låret og, - delvis gennem læggen på det andet ben, fremad, imod venstre åbne hånd igen, og derfra til ansigtets arkaiske udtryk med det hemmelighedsfulde smil.
Den dynamiske bevægelse i relieffet (se figur 2) skabes ved, at venstre sides retninger peger opad og højre sides retninger nedad i relation til de vandrette og lodrette linier. Det højre ben peger nedad og det venstre fremad.

Det rytmiske ”tegn” (figur 1) fortæller om bevægelse fra et sted mod et andet sted.
Relieffet viser et fastfrossent øjeblik, - et ”nu” der udfoldes gennem vingerne fra det stramt indsnørede bælte. Vingerne virker som en blød kontrast til kroppens stivere rytmiske tegn.
En lille kontrast til vingernes organiske bevægelser er hårets bløde rektangellignende planer, der er lagt ud over skulderne på vingerne. De lægger en følsom dæmper på vingernes markante organiske udfoldelse.

Bevægelsen fra vingerne får fat via den organiske linies lighed med de udstående øre og flade øreringe, der skaber forbindelse til øjnenes runde former, der korresponderer i en vekselvirkning imellem, - vinger, øre og øjne.

Relieffet er bygget op af elementer fra flade- og rumgeometriske figurere - kvadrat, cirkel, kubus, kugle.… Relieffets geometriske elementer er udlagt i plan med billedfladen, kun den lukkede hånd modsiger den plane flades logik og den virker derfor som en absurditet eller som en antydning af en anden rumopfattelse.
Klassisk for skulpturarbejde er, at man sætter forskelligartede bevægelser sammen, med hver sin bevægelsesværdi.
Gennem rytmen danner de et visuelt handlingsforløb, når de forskellige bevægelser aflæses i relation til hinanden. Dybden i relieffet er kraftig, hvilket antyder, at det har siddet delvis i skygge under en niche.
Formodentlig har relieffet været bemalet, hvilke kunne medføre, at der har været en stærkere forbindelser mellem de enkelte elementer, eksempelvis hånden, der hilser og blikket. Bevægelsen er gået fra det direkte konfronterende blik til håndtegnets hilsen og derfra til den nedadgående arm.
Farver på relieffet ville danne nye forbindelser. Forestiller man sig, at baggrunden har haft en mørkere farvenuance eller stærkere kulør vil figuren som ”tegn” stå endnu tydeligere.