|
||||||||||||||||||
|
Det formelle Betyder her – en model, der anviser, hvordan noget kan gøres. Et spørgsmål, man stilles overfor som underviser, er: Hvordan kan der ud fra en pædagogisk betragtning tages hensyn til både form og indhold uden at sænke det faglige niveau og det kreative selvstændige indhold? Indlæring af en faglig viden (det vejledende) gives med henblik på at danne et grundlag, så niveauet løftes med sigte på en fælles dannelse af et sprogligt forståelseskodeks. Hensigten med det fælles sproglige er at fremkalde en vis overensstemmelse mellem afsenderens billedmeddelelse og modtagerens aflæsning. Desværre kan læring (det vejledende) forekomme på en måde, der medvirker til, at den faglige viden danner en konventionel form for viden, som virker lukkende for den kreative udfoldelse, i stedet for det, der er meningen – at kendskabet til mediet skal virke frigørende og befordrende for udfoldelsen. Den personlige udfoldelse, det kreative indhold, der skal tilføres af eleven, kan have vanskeligt ved at få en plads på en og samme tid med indlæring. Et højt indlæringsniveau virker formende på eleven, og det at lære mere kan i værste fald komme til at leve som et mål i sig selv på bekostning af indholdet. På sigt kan det betyde, at eleven stivner i læringens konventioner, fordi det kreative indhold formindskes. Man kan ikke både lære at høre efter og være kreativt opfindende på en gang. Det ene må komme efter det andet. 
 Til venstre den formelle tegning, menneskekroppen som ideal, og til højre den kreative udfoldelse, kentauren – dyret/manden, der tager kvinden. Det uformelle Det, som ikke følger de officielle eller vedtagne forskrifter for kontakt, procedure eller etikette. Det er indlysende, at en kreative skoles forpligtelse er, at undervisningen også kommer til at handle om elevernes egen ”fortælling”, der angår både form og indhold. Dermed en tilgang til stoffet, der ikke er givet af skolen, men dannes kreativt ud fra elevens egne ideer og behov. Elevens lidenskab er selvstændigt at udtrykke et stof/ide, uanset hvor ufuldendt det ”formuleres”. Lærerens opgave er at give plads, tilskynde og hjælpe til med forløsningen af det passionerede kreative billedpotentiale. Det kreative opstår oftest på baggrund af forestillinger, utilstrækkelighed eller andre dybereliggende grunde til at undre sig og være søgende. Dannelse af ideer kan forekomme ved, at man er åben og kan arbejde sig ind i en større mængde af stof og derefter lader hjernen regressivt i en form for lediggang i en dannelsesfase bearbejde stoffet i nye kombinationer sammen med tidligere erkendt stof. Det eksperimenterende opstår, når det forventede udtryk udebliver. En total kreativ ”undervisning” kan resultere i, at niveauet sænkes til det banale, og at eleverne i mangel af faste holdepunkter omfavner de eksisterende konventioner om, hvordan man nu ”gør”, med ønske om succes. I et stærkt eksperimenterende forum kan resultatet blive, at der skabes ”billeder”, hvor der ingen modtager eksisterer, fordi sproget ikke kan aflæses. Man kan sige, at det modsatte af det tilsigtede finder sted. En levende kultur skabes ved en forbindelse mellem afsender og modtager. Konklusion: Min erfaring er, at undervisningen skal foregå dialektisk i paradokset mellem det formelle og det uformelle. Hvordan og hvor meget formel undervisning eller uformel kreativ udfoldelse den enkelte elev behøver, afgøres af eleven gennem en løbende dialog med læreren. Nogle elever behøver kun lidt formel undervisning. Udtryksbehovet er så overvældende, at individuelle behov hurtigt melder sig. Andre skal støttes og vejledes i et langt tidsrum og have kontrol over fagets eksisterende konventioner, og først derefter arbejder de sig frem imod brændpunktet – deres egen personlige behov. Talent/begavelse udvikles forskelligt, fordi begavelsen ikke er en isoleret størrelse, men indgår i et samspil med miljø og andre evner og talenter eller mangel på samme. 
 Den formelle beskrivende tegning til venstre og den uformelle billedkunstneriske tegning til højre. Edvard Munch sprænger de formelle rammer – den iagttagne beskrivelse. Behovet for at fortælle om de sociale kvaler (måske om graviditet eller kærestesorger) er så stort, at det dannede akademiske formsprog må træde i baggrunden. Konventionen sprænges, fordi en vigtig historie skal fortælles. Den akademiske iagttagelsestegning, hvor fx proportionerne er ”korrekte”, må vige for den stærke følelse om kærlighedens trængsler.
Asbjørn Jakobsen 2015 |
